Madordning
Ifølge Dagtilbudsloven skal der hvert andet år tages stilling til, om der skal være madordning i institutionen.
Det er forældrene til børnene i institutionen, der bestemmer, om der skal være madordning i institutionen eller ej. Valget beror på et simpelt flertal.
Hvis madordningen tilvælges, får børnene serveret mad i institutionen hver dag og skal ikke selv have madpakke med. Forældrene betaler et månedligt beløb til madordningen.
Hvis madordningen fravælges, skal børnene selv have madpakker med.
Madordningen i Børnehuset Elmehaven
I Børnehuset Elmehaven har vi madordning. Vi har en uddannet ernæringsassistent, som sørger for, at børnene får en sund og varieret kost.
Den mad som børnene får i institutionen, følger Fødevarestyrelsens anbefalinger og byrådets politik om kost i dagtilbud. Maden tager udgangspunkt i dansk kulturtradition, men med respekt for andre kulturer og religioner. Vi bruger fortrinsvist økologiske basisvarer og så vidt som muligt årstidens frugt og grønt.
I sommerhalvåret tilstræber vi at lave "udemad" en gang om måneden. Dvs. at maden i samarbejde med køkkenet laves på bål eller bliver delvist tilberedt og indtaget i uderummet. Alle børn kan her få kendskab til råvarer og tilberedning og deltage i madlavningen, hvis de har lyst.
Vi bruger kun sukker i begrænset omfang, nemlig der hvor det findes naturligt. Vi mener, at det er dig som forælder, der skal styre, hvor meget sukker dit barn får.
Vi ønsker, at børnene så tidligt som muligt udvikler gode kostvaner. God kost har stor betydning for børnenes trivsel, indlæringsmuligheder og udvikling. Det har også betydning på sigt, at børnene så tidligt som muligt vænner sig til sund og varieret kost.
Hyggelige måltider
Ved måltiderne der er fokus på samvær og tid til at spise. Vi ønsker, at børnene skal forbinde måltiderne og det at spise sammen med noget godt. Børnene skal opleve, at de er en del af et fællesskab.
Når børn og voksne sidder sammen om bordet:
- taler vi om den mad, vi spiser
- lærer vi børnene at spise med ske, kniv og gaffel
- spiser vi mad med forskellige konsistens.
Lydene, duften, synet og smagen er alle sanseindtryk, som er en del af den fælles madoplevelse, som børnene får i vuggestuen.
Børnene lærer almindelig bordskik, såsom at vente til det bliver deres tur, sende videre m.m. De øver også selvhjulpenhed, f.eks. ved at dække bord, hælde op, smøre mad osv.